PRESSEMEDDELELSE:
Danmarks største kantineoperatør Eurest har med ’Mad i balance’ udviklet et koncept for sund medarbejderbespisning, som i går modtog Danish Meat Associations kantinepris.
Prisen blev givet for en kompromisløs indsats på sundhedsområdet, og den konkrete anledning var indførelsen af sundhedskonceptet ’Mad i balance’ på produktionsplatformen Syd Arne i Nordsøen, som ejes af Hess Danmark. Igennem det seneste år har kantinepersonalet i samarbejde med platformens sygeplejerske haft held til at omlægge borebissernes livsstil i en markant sundere retning. Bl.a. er det gennemsnitlige BMI reduceret med 3,9 % og kolesteroltallet sænket med 8 %. Opskriften bag succesen har været at muge ud i de tomme kalorier, erstatte kager med frugt og sætte frituren i skammekrogen.
Torben Blok fra Danish Meat Association, der står bag Kantineprisen, udtaler:
”Produktionsplatformen Syd Arne i Nordsøen modtager Kantineprisen 2008, fordi de med stort engagement har formået at tilegne sig ny viden på sundhedsområdet, og fordi de kompromisløst har sat sundhed på dagsordenen. De har således forandret en stærk og traditionsbunden madkultur, og skabt dokumenterbare sundhedsresultater for alle kantinens brugere.” Læs mere her.
Administrerende direktør i Eurest Torben Grinder-Pedersen udtaler:
”Vi er utrolig glade for denne pris og håber på, at den kan være med til at skærpe opmærksomheden omkring sund mad på arbejdspladsen. Vi har på baggrund af erfaringer fra vores søsterselskaber i bl.a. USA og England længe kunnet forudse behovet for sundere kantineordninger, og har derfor haft Mad i balance-konceptet som et tilbud til vores kunder i flere år. Det er dog især inden for det seneste år med øget fokus på sundhed, at vi har oplevet den største efterspørgsel efter konceptet.”
Rykker ved fordomme om rigtige mænd og kaninfoder
Til trods for at en mandsdomineret kultur med hårdt fysisk arbejde på en produktionsplatform ikke er, hvad man normalt forbinder med mager mad, har borebisserne taget godt imod det nye tiltag. I mange tilfælde er der ligefrem gået sport i at holde den nye og sundere livsstil, hvilket også slår igennem, når medarbejderne har fri og ikke er på platformen.
Administrerende direktør i Eurest Torben Grinder-Pedersen udtaler:
”Det er meget positivt, at en arbejdsplads, hvor dagens måltider traditionelt betyder rigtig meget, har haft mod på at omstille sig til en sundere livsstil. Der trives mange fordomme om, at rigtige mænd ikke spiser kaninfoder, men på Syd Arne har man bevist, at hårdt fysisk arbejde og sunde kostvaner sagtens kan gå hånd i hånd.”
Både pisk og gulerødder
Mad i balance er et koncept for sund kantinemad, der efterlever de 8 officielle kostråd. Et af de bærende elementer i konceptet er, at udvalget af usunde produkter begrænses. Ofte ser man, at sundhedstiltag i andre kantiner introduceres som et alternativ (fx en salatbar) til en i øvrigt usund mad. Mad i balance-konceptet betyder derimod, at ’det normale’ er sund mad, som så kan suppleres med en sund dessert eller fedtfattig kage.
Administrerende direktør i Eurest Torben Grinder-Pedersen udtaler:
”De fleste mennesker vil gerne have en sundere livsstil. Men det er ofte alt for nemt at falde i og vælge usundt, fordi usunde produkter er let tilgængelige. Det har vi gjort noget ved. Mad i balance gør det nemmere for vores kantinegæster at vælge sundt, for vi fjerner simpelthen en stor del af de usunde produkter i kantinen. Al erfaring peger på, at vil man for alvor ændre folks kostvaner, er der brug for både pisk og gulerødder.”
Fakta om Mad i balance:
Konceptet er udviklet med ambitionen om at servere ernæringsrigtig mad uden at gå på kompromis med god gastronomi. Vi vil skabe kantiner, hvor vores gæster bliver fristet med sunde og gode madvarer, vejledt af personalet og skilte.
Konceptet efterlever de officielle kostråd, der sikrer sund mad samt vores værdigrundlag, der sikrer variationen og det gastronomiske niveau i kantinen. Værdigrundlaget for Mad i balance:
Maden er hovedsagligt fremstillet af sæsonens friske råvarer tilberedt fra bunden
Vi minimerer indholdet af konserveringsmidler, kunstige sødestoffer, raffinerede produkter samt indholdet af salt
Vi begrænser brugen af fedtstof og sukker
Vi anvender fortrinsvis oliven- og rapsolie
Mejeriprodukter med lavt fedtindhold foretrækkes
Der tilbydes masser af friske frugter og grøntsager efter sæson
Brødet er hjemmebagt og groft
Salaterne er altid frisklavede.
For yderligere information kontakt:
Christian Krogh-Jeppesen
Eurest A/S
Tlf. 23 68 87 34
E-mail: chrjep@eurest.dk
Torben Blok
Danish Meat Association
Tlf. 29 61 69 34
E-mail: tob@danishmeat.dk
Om Danish Meat Association:
Danish Meat Association (DMA) er fælles faglig og administrativ enhed for de tre brancheorganisationer Danske Slagterier, Kødbranchens Fællesråd og Det Danske Fjerkræraad.
DMA løser opgaver for de tre brancheorganisationer inden for en lang række områder bl.a. forskning og udvikling, fødevaresikkerhed, veterinært beredskab, åbning af nye markeder, afsætningsfremme, administration og økonomi samt kommunikation. Læs mere på: www.danishmeat.dk.
Om Eurest:
Eurest A/S er med sine 1200 medarbejdere en af de største aktører på det danske cateringmarked. Eurest driver over 200 personalekantiner på de danske arbejdspladser, og serverer hver dag frokost for mere end 70.000 mennesker. Læs mere på: www.eurest.dk



